Grauballe Bryghus, Ølkongressens første leverandør af danske specialøl, er indehaverne af flere danske og udenlandske priser. Deres øl er især kendt for deres dejlige dufte og smage, som giver en fantastisk aroma til middagsbordet. Under denne side har vi samlet bryghusets egen historie samt informationer, så i kan få et indblik i hvem i som erhvervskunder handler med.

Grauballe Bryghus

I 2002 grundlagde William Frank og Else Birk Grauballe Bryghus, som nu har udviklet sig til at blive et meget unikt dansk mikrobryggeri. Grauballe Bryghus har sine rødder i Grauballe, hvor brygmester William startede brygningen på en lille dansk herregård. Idéen, der længe bare havde været en utopisk tanke, fik pludselig en helt konkret eksistens for brygmester William Frank, da de første fustager Mørk Mosebryg blev solgt i efteråret 2002. Den stigende efterspørgsel på bryghusets specialøl har gjort, at herregården nu er blevet skiftet ud med helt nye lokaler i Silkeborg. Et splinternyt og moderne mikrobryggeri, som prioriterer kvalitet og danske værdier meget højt.

 

Grauballe Bryghus' forskellige specialøl

 

Siden 2002 har bryghuset fået tilgang af flere fagfolk og øleksperter, som tilsammen udgør mikrobryggeriet. Grauballe Bryghus ejes dog stadigvæk af William Frank og Else Birk, hvis passion for de gyldne dråber ikke har mindsket sig det mindste. Ægteparret har tilsammen et godt grundlag for at brygge øl, da Else er uddannet bromatolog fra den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, mens William er uddannet brygmester på Den Skandinaviske Bryggerhøjskole i 1972. William arbejdede herefter i flere år som bryggerichef på forskellige bryghuse, og har dermed mangeårige erfaringer med håndværket omkring specialøl.

Bryggeriets vision er at brygge øl, der gør en forskel. Derfor behandles øllet så skånsomt som muligt. Det trationelle Grauballe-øl modner på flasken, hvorfor det har et naturligt bundfald af gær. Med bryghusets nye tankpark og tappeanlæg er der mulighed for at brygge alle typer af øl - også lettere og lysere øl, der ikke er flaskemodnet, og som egner sig til sommeren.

 

 

Grauballe Bryghus har vundet en lang række publikumspriser ved ølfestivaler, bl.a. årets ølpris i 2011 samt en guldmedalje ved European Beer Star Award i 2013. Nedenfor kan du se en oversigt, som indeholder bryghusets flotte priser siden 2002:

  • I 2004 vinder Grauballe Bryghus' øl Honeygold publikumsafstemningen om det bedste bryllupsbryg til Kronprins Frederiks bryllup med Mary Donaldson. Afstemningen foretages blandt 24 øl på Danske Ølentusiasters Ølfestival i Valby, og kronprinseparret modtager en kasse øl i bryllupsgave.
  • I 2005 kåres etiketten til bryghusets øl Mørk Mosebryg til "Årets etiket 2005" af de fire største ølsamlerforeninger i Danmark. 
  • I 2006 vinder øllen Triple publikums-og udstillerafstemning om "Danmarks bedste pilsner" på Danske Ølentusiasters Ølfestival. 
  • I maj 2011 modtager William Frank "Den Dansk Ølpris" fra foreningen Danske Ølentusiaster. 
  • Derudover har Grauballe Bryghus optrådt to gange i bogen ”50 øl du skal smage før du dør”, en gang i bogen ”24 øl du skal smage før det bliver jul” og valgt som ”Verdens 2. bedste øl” i Ekstra Bladet.