I starten af 2016 indgik Ølkongressen et samarbejde med Krenkerup Bryggeri, og kan derfor med stolthed præsentere en unik bred vifte af danske specialøl. Krenkerup er et af Danmarks største godser, og er derfor i stand til at levere egne råvarer til produktionen af specialøl. Under denne side har vi samlet bryghusets egen historie samt informationer, så i kan få et bedre indblik i bryghuset.

Krenkerup Bryggeri

Den første gang navnet Krenkerup nævnes i historien er i 1367, og brugen af den omkringliggende jord har alle dage været et vigtigt omdrejningspunkt for stedet. Krenkerup har aldrig været solgt til anden side, men er i stedet gået i arv gennem generationer over de sidste 600 år. I dag er Krenkerup Gods drevet af 17. Generation med hjælp fra engagerede og loyale medarbejdere - godset er en moderne land- og skovbrugsvirksomhed med tilhørende bryggeri.

 

 

Bryggeriet ligger i godsets gamle kornlager, hvor så meget som muligt af det oprindelige bygningsværk er bevaret. De smukke ståltanke til ølproduktionen deler således pladsen med bygningens 300 år gamle egetræsbjælker. Et specielt syn af original, gammel stil kombineret med et nyt og topmoderne bryggeri.

Krenkerup Bryggeri er således en ny og moderne del af det gamle og distingverede Krenkerup Gods ved Sakskøbing i Danmark. Efter mange overvejelser blev det i marts 2007 besluttet, at Krenkerup Gods skulle have eget bryggeri. Bryggeriet satte første bryg over den 12. august 2008, som var vores Høstøl. Siden da er det blevet til flere forskellige varianter og der er hele tiden nye under udvikling…

 

 

Bryggeriet

Krenkerup brygger hovedsageligt efter det Bayerske Reinheitsgebot. Det er en særlig brygningsmetode, der indebærer høje krav til råvarerne. Det betyder, at her er ingen konserveringsmidler anvendt - heller ingen E-numre, ingen tilsatte ensymer, farve eller ekstra sukker. Det giver kvalitetsøl på vand, malt, humle, gær og intet andet! Der er ingen tilfældigheder over Krenkerups specialøl - selv vandet brugt i fremstillingen bliver også skræddersyet. På den måde opnås den helt perfekte sammensætning af hårdt og blødt vand til de forskellige typer af kvalitetsøl - du kan tydeligt smage det.

Når Krenkerup brygger, bruger De så vidt muligt kun Deres egen malt i produktionen – den malt kommer fra byg dyrket på Krenkerups jorder. Det er visionen med tiden at tilbyde øl, brygget 100% på godset egen malt og humle. Når proteinindholdet i byggen er i orden, køres den til Weyermann i Tyskland, som skånsomt malter det og sender det retur. Herefter begynder processen med at lave vores eget korn om til øl brygget på Krenkerups eget bryggeri – dét er øl fra jord til bord. 


Krenkerup er et brand, der ærer den særlige historie og slægternes stolte arbejde gennem mere end 600 år. Hver enkel øl bærer præg af æstetik, kompromisløs kvalitet, rene råvarer og taknemmelighed for medarbejdernes støtte gennem flere hundrede år. Krenkerup øl er skabt med omtanke for bæredygtighed og det rene resultat - ”fra jord til bord” værdier.

 

 

Hos Krenkerup bryggeri betyder den gode dialog og personlige kontakt meget for omdømmet og måden at drive forretning på. Det gælder både kontakten med forbrugerne og ikke mindst de mange gode samarbejdspartnere. Du bliver derfor altid imødekommet med interesse og åbenhed, når du har kontakt med Krenkerup - her får du faste dedikerede kontaktpersoner.